| 歌曲 | Allerkæresten min |
| 歌手 | Svartsot |
| 专辑 | Vældet |
| Løft dit hoved og tal til mig | |
| Allerkæresten min | |
| Hvordan kan man frelse dig | |
| Allerkæresten min? | |
| Jeg ser på mens du svækkes | |
| Tvætter panden din | |
| Håbløsheden vækkes | |
| Allerkæresten min | |
| Lægens urt og præstens bog | |
| Allerkæresten min | |
| Løfted' ikke sotens åg | |
| Allerkæresten min | |
| Du hoster og brænder op | |
| Rødt blod på læben din | |
| Kulden ryster din krop | |
| Allerkæresten min. | |
| Hent til mig og sadl nu | |
| Den raske ganger min | |
| Tiden er knap, det mærkes | |
| Du raske ganger min | |
| Flyv til midsommers vand | |
| Med mønt og gammelt lin | |
| Flyv nu, alt hvad du kan | |
| Du raske ganger min | |
| Jeg rider i sommerens tryllebundne nat | |
| For at søge helligvældets lægende vand | |
| Kildens vand er kraftigst kun den ene nat | |
| Når solen skinner længst over hav og land | |
| Skønhed vil altid falme og døden river os bort | |
| Det er ganske vist ligesom nat må følge dag | |
| Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm | |
| Vi skal ej gribes i dødens kolde tag | |
| Jeg kom did til bakken, hvor helligkilde rinder | |
| Jeg skubbede forbi den hjamske hob | |
| Der lagde sig i guds hænder | |
| Din særk hængte jeg i træet og præsten fik sin mønt | |
| I tavshed gik jeg trende gange om kildens grønne pynt | |
| Krukken fyldte jeg med vældets underfulde vand | |
| Skyndsomt drog jeg mod mit hjem, over hede og strand | |
| Husly kunne jeg ej søge, thi intet ord måtte mæles | |
| Og vandet mister al sin kraft når det fra himlen fjæles | |
| På nattens ensomme ridt fór fanden i min sjæl | |
| Og hviskede falske ord - kætterske luner | |
| Tanken forekom mig så væmmelig og fæl: | |
| Hvordan kan ene vand læge de syge? | |
| Præsten er jo guds mand og taler altid sandt | |
| Ve den, der modsiger kirkens og guds ord | |
| I ydmyg bøn lå jeg og stemmen forsvandt | |
| Men følelsen af tomhed var ej til at smyge | |
| Skønhed vil altid falme og døden river os bort | |
| Det er ganske vist ligesom nat må følge dag | |
| Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm | |
| Vi skal ej gribes i dødens kolde tag | |
| Tiden lystrer ingen herre, og skæbnen er lunefuld | |
| Døden kommer til os alle! | |
| Men svindsotens hold kan brydes af vældets vand | |
| Når mørket ej kan falde på! | |
| Løft dit hoved og læsk dig | |
| Allerkæresten min | |
| Hvi ser du ej på mig | |
| Aller kæresten min? | |
| Kroppen din er kold nu | |
| Tørt blod på læben din | |
| Jeg kom for sent | |
| Du allerkæresten min |
| L ft dit hoved og tal til mig | |
| Allerk resten min | |
| Hvordan kan man frelse dig | |
| Allerk resten min? | |
| Jeg ser p mens du sv kkes | |
| Tv tter panden din | |
| H bl sheden v kkes | |
| Allerk resten min | |
| L gens urt og pr stens bog | |
| Allerk resten min | |
| L fted' ikke sotens g | |
| Allerk resten min | |
| Du hoster og br nder op | |
| R dt blod p l ben din | |
| Kulden ryster din krop | |
| Allerk resten min. | |
| Hent til mig og sadl nu | |
| Den raske ganger min | |
| Tiden er knap, det m rkes | |
| Du raske ganger min | |
| Flyv til midsommers vand | |
| Med m nt og gammelt lin | |
| Flyv nu, alt hvad du kan | |
| Du raske ganger min | |
| Jeg rider i sommerens tryllebundne nat | |
| For at s ge helligv ldets l gende vand | |
| Kildens vand er kraftigst kun den ene nat | |
| N r solen skinner l ngst over hav og land | |
| Sk nhed vil altid falme og d den river os bort | |
| Det er ganske vist ligesom nat m f lge dag | |
| Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm | |
| Vi skal ej gribes i d dens kolde tag | |
| Jeg kom did til bakken, hvor helligkilde rinder | |
| Jeg skubbede forbi den hjamske hob | |
| Der lagde sig i guds h nder | |
| Din s rk h ngte jeg i tr et og pr sten fik sin m nt | |
| I tavshed gik jeg trende gange om kildens gr nne pynt | |
| Krukken fyldte jeg med v ldets underfulde vand | |
| Skyndsomt drog jeg mod mit hjem, over hede og strand | |
| Husly kunne jeg ej s ge, thi intet ord m tte m les | |
| Og vandet mister al sin kraft n r det fra himlen fj les | |
| P nattens ensomme ridt fó r fanden i min sj l | |
| Og hviskede falske ord k tterske luner | |
| Tanken forekom mig s v mmelig og f l: | |
| Hvordan kan ene vand l ge de syge? | |
| Pr sten er jo guds mand og taler altid sandt | |
| Ve den, der modsiger kirkens og guds ord | |
| I ydmyg b n l jeg og stemmen forsvandt | |
| Men f lelsen af tomhed var ej til at smyge | |
| Sk nhed vil altid falme og d den river os bort | |
| Det er ganske vist ligesom nat m f lge dag | |
| Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm | |
| Vi skal ej gribes i d dens kolde tag | |
| Tiden lystrer ingen herre, og sk bnen er lunefuld | |
| D den kommer til os alle! | |
| Men svindsotens hold kan brydes af v ldets vand | |
| N r m rket ej kan falde p! | |
| L ft dit hoved og l sk dig | |
| Allerk resten min | |
| Hvi ser du ej p mig | |
| Aller k resten min? | |
| Kroppen din er kold nu | |
| T rt blod p l ben din | |
| Jeg kom for sent | |
| Du allerk resten min |